Drengen Joakim Perserkat var en rigtig sod dreng, der holdt utroligt meget af sine venner. Hvis han sa nogen bare noget tungt, ville han ga hen og overtage og bare det for dem. Han kunne huske sine venners yndlingsblomster og gav dem en buket af disse i gave. Nar hans klasse tog ud for at kigge pa stjerner, gik han ikke med op pa udkigsposten sammen med klassekammeraterne.
“Jeg bliver hernede”, sagde han.
“Pa den made kan I meget bedre se”.

Sa sod og rar var Joakim altid og uden at tanke over det. Alle hans venner kunne rigtigt godt lide ham. Men Joakim havde en hemmelighed: Han havde hojdeskrak! Joakim var simpelthen alt for bange til at ga med op til udkigsposten pa ture med klassen! Men han var alt for flov over det til at sige det til sine venner.
“Hvad ville de da ikke sige, hvis de fandt ud af, at en stor dreng som mig har hojdeskrak”,
tankte han.
“Det ma de aldrig nogensinde fa at vide”.

En dag, da Joakim gik en tur, horte han babybjornen Mikkel grade under et tra. Mikkels hue var blast fra ham og sad nu fast i en gren hojt oppe.
“Ah nej”, tankte Joakim.
“Hvad skal jeg gore?”

Han var bange for at klatre sa hojt op, men der var jo ikke andre til at hjalpe. Joakim kunne jo ikke bare rende fra Mikkel, sa han begyndte at klatre op i traet. Hans ben rystede, mens han klatrede, men han gav ikke op. Endelig naede Joakim op til Mikkels hue. Han tog fat i huen og begyndte at klatre ned, men mistede fodfastet, faldt ned fra traet og landede lige pa numsen! Stakkels Joakim var rigtigt flov.
“Ah nej”, tankte han.
“Nu er jeg gaet pa halen lige for nasen af en af de sma”.

Mikkel var jublende glad for at fa sin hue igen. Joakim kiggede sig omkring for at se, om der var nogen, der havde set ham skvatte ned.
“Pyha”, tankte han.
“Det var der vist heldigvis ingen, der sa!”

Men naste dag, da Joakim kom i skole, var han hele klassens samtaleemne. Hans venner stimlede sammen om ham, da han kom.
“Joakim!” sagde de.
“Er det rigtigt, at du klatrede op i et tra for at fiske Mikkels hue ned igen?”
“Hvor ved I det fra?!” rabte Joakim.
“Var der nogen, der sa mig?”
Joakim var ildrod i hovedet, sa flov var han. Men alle hans venner var dybt imponerede. “Wow!”
sagde de allesammen.

“Du klatrede helt op til grenen hojt oppe for at fiske Mikkels hue ned for ham”,
sagde pigen Freja Chokoladekanin.
“Det er bare sa modigt!”
Mikkel havde fortalt alle andre det...og han havde slet ikke opdaget, at Joakim var bange!..
.. “Det...Det var jo ikke noget sarligt”, sagde Joakim.
Alle Joakims bekymringer havde varet spild af tid. Joakims venner grinede ikke ad ham. De holdt bare endnu mere af ham end nogensinde for!

Slut