Elio og Emily, Biscuit Bear-tvillingerne, var søde og frække.
De elskede at gemme små ting i sprækker mellem møblerne, så hele familien fór rundt og ledte efter dem i panik.
Men nogle gange viste deres frække påfund sig faktisk at være til hjælp for alle.
En dag sad Lloyd, Biscuit Bear-faren, og tegnede en skitse til et hus.
„Hmm, der er et eller andet, der ikke er helt rigtigt, men jeg kan ikke finde ud af hvad,“ mumlede han for sig selv.
Da han begyndte at falde i søvn ved sit skrivebord, dalede en af hans tegninger ned på gulvet.
Da Elio og Emily så det, greb de nogle farvekridt og begyndte at tegne på tegningen.
Da Lloyd vågnede, så han på tegningen, som var dækket af streger og kruseduller.
„Hov? Hvad er der sket her? Vent lidt ... det er faktisk ikke så dårligt.“
Tvillingernes kruseduller gav ham en rigtig god idé til designet.
Lloyd smilede kærligt til Elio og Emily, som stadig holdt farvekridtene i hænderne.
„Har to små troldmænd tryllet lidt med mit arbejde, mens jeg tog en lur?“ spurgte han.
En dag arbejdede Elena, Biscuit Bear-moren, i haven.
Mens hun holdt en lille pause, begyndte Elio og Emily at trække græsstrå op ét efter ét fra blomsterbedet.
Da Elena så tvillingerne, som så meget glade ud og var dækket af mudder, smilede hun.
„Har to små troldmænd tryllet lidt i haven ved at luge ukrudtet? Hvor er det fantastisk!“
Familien begyndte at kalde Elio og Emilys frække påfund for „hjælpsomme gerninger fra to små troldmænd“.
En dag fandt Molly, Biscuit Bear-pigen, et bogmærke, der var blevet lagt tilfældigt ind i hendes yndlingsbog.
Da hun åbnede bogen, sagde hun til tvillingerne: „Det her er den bedste del! Lad mig læse den for jer.“
Og så hyggede de tre sig sammen med en god historie.
En dag sagde Theo, Biscuit Bear-drengen, som elskede at spise, højt: „Jeg håber, at de to små troldmænd en dag vil trylle nogle lækre snacks frem til mig.“
Theo var også rigtig dygtig til at lave mad og havde bagt masser af sine lækre småkager, som han havde lagt i en fin kagedåse.
En dag åbnede han kagedåsen og opdagede, at der var taget en bid af hver eneste småkage.
Da han så på Elio og Emily, som så meget tilfredse ud med småkagekrummer over hele ansigtet, brød han ud i et stort grin og sagde:
„Typisk troldmænd! I ved lige præcis, hvor de lækre ting gemmer sig, ikke?“
Slut






